Kanel & Peber Guides

Skadedyrsbekæmpelse med kanel — hvad duften kan og ikke kan

kvinde drysser kanel i et drivhus
Kanel mod skadedyr

Skadedyrsbekæmpelse er noget de fleste kommer ud for: myrer i køkkenet, snegle i haven, sølvfisk på badeværelset. Og de fleste prøver et husråd, før de køber et middel. Kanel er et af de husråd, der går igen.

Vi sælger kanel, og derfor er det værd at være helt tydelig med, hvad varen kan: kanel er et duftmiddel, ikke et bekæmpelsesmiddel. En stribe kanel kan lægge en myresti om, fordi myrer orienterer sig efter duftspor. Den dræber ikke, og den fjerner ikke et bo. Skal en koloni væk, er det et middel godkendt af Miljøstyrelsen, der skal til.

I denne guide gennemgår vi, hvad kanel gør ved et duftspor, hvor det er relevant, hvor længe effekten holder — og hvornår du i stedet skal bruge et godkendt middel.

kanelpulver lagt som stribe på tværs af et myrespor

💡 Tip:

Skal du bruge kanel i hjem eller have, kan du købe store mængder billigt i vores webshop — vi sælger i sække frem for krydderiglas.

Vi er blandt Danmarks billigste på kanel i kg.

Se kanel til skadedyrsbekæmpelse

Vores kanel er ikke fødevaregodkendt — læs hvorfor her.

Hvad kanel gør ved et duftspor

Kanelbark indeholder kanelaldehyd (cinnamaldehyd), som er kraftigt duftende. Det er hele mekanismen — der er ikke noget aktivstof, der virker på dyret.

Myrer finder vej ved at lægge duftspor med feromoner, som resten af kolonien følger. Lægger man en stribe kanel på tværs af et sådant spor, bliver stien svær at læse, og trafikken flytter sig.

Effekten er reel, men den er afgrænset: den flytter ruten, den dræber ikke, og den holder præcis så længe duften gør — typisk nogle dage udendørs og et par uger i et lukket skab. Udendørs skal striben fornyes efter hver regnbyge og hver vanding.

kvinde drysser kanel i et drivhus

Bolius har gennemgået, om husrådene mod myrer holder — se deres gennemgang — og reglerne for hvad der må sælges som bekæmpelsesmiddel ligger hos Miljøstyrelsen.

Hvor duftbarrieren er relevant — og hvor den ikke er

Duftbarrierer bruges bredt i husråd-samlinger, men dokumentationen er meget forskellig fra dyr til dyr. Her er den ærlige opdeling.

Myrer — her er mekanismen kendt

Myrer er den mest almindelige anledning til skadedyrsbekæmpelse i danske hjem, og det er også her kanel har noget at gøre: duftsporet er kendt, og en stribe på tværs af sporet gør det svært at læse.

Men det løser kun trafikken, ikke boet. Går der myrer i huset, sidder dronningen typisk udenfor eller i konstruktionen, og hun bliver upåvirket. Se myrer i huset for vejen ind og hjemmelavet myregift for hvad der faktisk rammer en koloni.

skadedyrsbekæmpelse mod myrer med kanel

Snegle — tørt underlag, ikke duft

Snegle kan ødelægge planter, og et tørt, ru bånd om et bed generer dem mekanisk. Men vi gør ikke gældende, at kanel bekæmper snegle: det tørre bånd holder kun, indtil det bliver fugtigt, og i dansk sommervejr er det sjældent længe. Indsamling om aftenen er det, der flytter mest — se dræbersnegle.

Sølvfisk og edderkopper — ingen dokumentation

Sølvfisk sidder, hvor der er fugt, og edderkopper, hvor der er insekter at fange. Begge steder er årsagen fugten eller føden, ikke manglen på duft, og vi har ikke dokumentation for, at kanel gør nogen forskel. Fjern fugten i stedet — det er også det, der holder.

Sådan lægger du en kanelstribe

Fordelen ved kanel er, at det er nemt: der kræves ikke specialudstyr, og der er ingen etikette at følge. Ulempen er, at striben skal fornyes.

1. Læg striben på tværs af sporet

Følg myrernes rute med øjnene først, og læg så kanelen på tværs af den — ikke rundt om fødekilden. Typiske steder:

  • ved døre
  • langs vinduer
  • langs paneler
  • i hjørner
  • langs terrasser

2. I haven skal den fornyes

I haven kan kanel bruges om planter, bede og i drivhuset — men regn og vanding vasker duften ud, så striben holder typisk kun nogle dage.

kanelstribe langs et bed i haven

3. Luk vejen ind, mens du er der

Striben er midlertidig; en tætnet sprække er permanent. Bruger du alligevel tid på at følge sporet, så find hullet, det går igennem, og luk det. Det er den del af arbejdet, der stadig virker næste sommer.

Hvad reglerne siger — og hvorfor vi skriver det sådan

Midler, der markedsføres til at bekæmpe insekter og andre skadedyr, er biocidmidler og skal godkendes af Miljøstyrelsen, før de må sælges til formålet. Godkendte midler kan slås op i Miljøstyrelsens bekæmpelsesmiddeldatabase.

Vores kanel er ikke et godkendt bekæmpelsesmiddel, og vi markedsfører den ikke som et. Reglerne for biocidmidler forbyder desuden en række beskrivelser i markedsføringen — ord som “ugiftig”, “uskadelig” og “miljøvenlig” — netop fordi de får et middel til at lyde risikofrit. Det er en fornuftig regel, og den er grunden til, at denne side beskriver hvad kanel gør, frem for hvor rar den er.

Hvad det betyder i praksis

Du må gerne drysse kanel på dit dørtrin. Vi må bare ikke sælge den til dig som løsningen på et myreangreb, og du skal ikke forvente, at den er det. Har du et bo i muren, en faraomyre-mistanke eller et angreb, der kommer igen hvert år, er det et godkendt middel eller en autoriseret skadedyrsbekæmper, opgaven kræver.

Hvorfor købe kanel i større mængder?

Bruges kanel som duftstribe udendørs, går der mere end man tror — striben skal lægges igen efter regn.

Derfor vælger mange at købe kanel i kg frem for små glas.

Lavere kilopris

Store mængder kanel er typisk langt billigere pr. kg.

Bedre til haven

Hvis du bruger kanel i haven, kan der hurtigt bruges flere kg.

Køb kanel i store mængder

Vi sælger kanel i sække frem for krydderiglas — fra 1 kg til 60 kg.

Langt det meste går til 25-års fødselsdage, men vægten vælger du selv.

Se vores kanel her

Konklusion: kanel flytter trafikken, ikke boet

En kanelstribe kan lægge en myresti om, og det er en reel effekt med en kendt mekanisme. Men den er kortvarig, den skal fornyes, og den rører ikke det, problemet kommer fra.

Den rækkefølge, der virker, er derfor: find sporet, find vejen ind, luk den — og brug et godkendt middel, hvis boet skal væk. Kanelstriben er noget, man kan lægge undervejs, ikke planen i sig selv.

Vi sælger kanel, og vi tjener ikke noget på at love mere om den, end den kan.

Laes videre

De artikler, der ligger taettest paa denne — artsbestemmelse, husraad og de steder kanel faktisk bliver naevnt:

Se alle guides om skadedyr i hus og have for den fulde oversigt, eller gaa direkte til skadedyr i hus og have.

Del artiklen

Facebook X LinkedIn WhatsApp E-mail